Min farfar, Uffe Sejer Sørensen (født 14.08.1895, død 13.11.1950), stammede fra Kærby ved Kalundborg, hvor hans fædrene slægt i generationer havde været gårdmænd. Det var et grundtvigiansk hjem, præget af andels-, friskole- og valgmenighedstanker. Hans mor kom fra Drøsselbjerg (Holbæk amt), ligeledes fra en slægt, der så langt øjet rækker havde været gårdbeboere.
Min farmor, Jensine Sofie Nonboe Sørensen (f. 23.03.1898, død 09.09.1969), var derimod jyde: født i Randers (var meget stolt over at være kronjyde) og opvokset i Hobro, hvor hendes far var blikkenslagermester. Nonboe-navnet tog han og hans brødre efter Nonboe-gårdene i Dollerup sogn, hvor familien længere tilbage kom fra. I denne gren af familien møder vi arbejdsmænd, husmænd, en smed, en tømrer og en gårdbeboer samt - udover navne som Sørensen, Pedersen og Jensen - slægtsnavne som Femhøi, Westphal og Schou.
Min farmors mor kom fra Sjælland (Værslev sogn ved Kalundborg), hvor hendes far var bagersvend. Tilbage i tiden var hendes slægt bosiddende i Viskinge-, Mørkøv-, Søstrup-, Sæby- og St. Fuglede sogne, hvor de mest var husmænd og arbejdsmænd, en enkelt også skrædder.
Efter giftermålet slog min farfar og farmor sig ned i Skov Vallenderød, Tølløse sogn, hvor de købte en gård.
Min morfar, Hans Valdemar Guldager Nielsen (født 21.03.1901, død 17.08.1982) stammede fra Ledøje (Københavns amt). Forfædrene på hans fars side var fattige folk, der arbejdede som daglejere / landarbejdere på de store gårde eller som arbejdsmænd. Flere af dem måtte i kortere eller længere perioder bo i sognets fattighus – noget der desværre ikke var unormalt før i tiden, hvis ikke man kunne få job, eller hvis ikke man havde børn til at forsørge sig, når man blev gammel. Det var i Ledøje- og Smørum sogne, at denne gren af familien levede.
Det fortælles, at Guldager-navnet kom ind i familien via min morfars far, der hed Carl Mossin Guldager Nielsen. Han var den næstyngste i en stor børneflok. Forældrene var meget fattige, og derfor blev det besluttet, at han skulle adopteres af en onkel, der sejlede. Men inden adoptionen kom på plads, forliste onklen med sit skib. Som et minde om ham, fik den lille Carl mellemnavnet Guldager efter onklen.
På min morfars mors side kom de fra Jørlunde-, Ølstykke-, Snostrup- og Oppe-Sundby sogne (Frederiksborg amt). De var husmænd og daglejere, en enkelt var væver og en anden hugger. Flere af dem endte også som almisselemmer.
Min mormor, Thora Kirstine Thorsen (født 25.12.1900, død 24.02.1998), så dagens lys i Havdrup, hvor forældrene havde en lille gård. På hendes fædrene side havde man gennem generationer været gårdmænd, parcelister, fæstegårdmænd, en enkelt tilmed sognefoged, i Havdrup-, Vindinge-, Højelse-, Kr. Skensved-, Tune-, Snoldelev- og Gundsømagle sogne (Roskilde amt). På hendes mors side var de fleste husmænd og landarbejdere og bosiddende i Havdrup og Sæby (også Roskilde amt).
Efter giftermålet købte min morfar og mormor et statshusmandsbrug på Høje Tåstrup Mark.
P.t. indeholder basen over min slægt knap 4.200 personer, der på et tidspunkt vil blive lagt ud på denne hjemmeside.
© Inge-Lis Guldager Nonboe Madsen, 2024